BABYSALMESANG

Vi byder babyer (ca. 2-10 mdr.) og deres forældre ind i kirkerummet til en halv time fyldt med fortættede oplevelser i en nøje afstemt sammenhæng.

Kirkerummet er et særligt rum, hvor musik klinger anderledes end hjemme. Selvom børnene ikke forstår teksterne i salmerne, kan de alligevel opfange lyden, stemningen og ånden i dem.

Målet er at skabe et fortættet, underholdende, meditativt og vedkommende forløb, hvor der er ro og plads til et intimt samvær med barnet.

Vi bevæger os rundt i rummet og får nye sanseoplevelser ved at synge, danse eller lytte til musik, eller ved at høre små bibelfortællinger, som ’klædes på’ med scenografiske elementer og enkle musikalske improvisationer på slag- og knipseinstrumenter, der skaber helt særlige stemninger.

Der er mange gode grunde til at deltage i salmesang for baby. Den musik, barnet hører de første år, kan stimulere dets udvikling i mange positive retninger: Barnet pludrer mere, er mere fysisk aktivt, det er godt for motorikken og barnet er mere interesseret i social kontakt.

Deltagelse er gratis.

      Nye hold begynder januar 2021

          Tirsdagsholdet

  • Tirsdage kl. 11.00-11.35
  • Første gang bliver tirsdag den 12. januar kl. 11.00
  • Vi mødes 6 gange 
  • Tilmelding: Online tilmelding
  • Salmesang for babyer er gratis

          Torsdagsholdet

  • Torsdage  kl. 10.00-10.35
  • Første gang bliver torsdag den 14. januar kl. 10.00
  • Vi mødes 6 gange 
  • Tilmelding: Online tilmelding
  • Salmesang for babyer er gratis

Vi glæder os til at se jer!

Lisbeth Iversen, organist og Camilla Hertz, kirke- og kulturmedarbejder

BUEN

Hvad gør jeg, hvis min baby sover? Hvis jeg skal lune en flaske/amme? Hvis bleen bliver fyldt?

Du er velkommen selvom din baby er faldet i søvn i bilen eller i barnevognen på vej herhen! Kom bare ind og vær med... måske får vi den lille at se lidt senere :-) 

Du kan lune en flaske i vores køkken og amme/skifte ble i et dejligt roligt lokale, vi kalder Buen, lige ved siden af kirkerummet.

Buen er jeres rum, hvor I også kan trække jer, hvis du oplever, det er for meget for den lille den dag.