Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Videodagbog fra rejse til Kyerwa

Efter kyndelmissegudstjenesten i år skulle Hans, Jacob og Jonas have holdt et foredrag om deres rejse til Kyerwa, Tanzania, hvor Skæring Kirke har en venskabsmenighed. Det kunne desværre ikke lade sig gøre pga. nedlukningen, men du kan i stedet se en frisk videodagbog fra deres rejse og læse lidt om deres tanker omkring rejsen her.

Videoen forestiller en typisk dag i Kyerwa - lige fra den tidlige morgen med afgang mod skolen til den sene aften efter fodboldkamp på den lokale bar. 

Tryk her for at se videoen om en typisk dag i Kyerwa.

Hans, Jacob og Jonas fortæller her om baggrunden for deres rejse:

Vi er en flok raske gutter med endnu raskere navne; Hans på 21 år, Jacob på 20 år og Jonas på 21 år. Vi har, efter at have afsluttet Egaa Gymnasium i 2019, nu sabbatår og dette har bl.a. taget os hele vejen til Tanzania.

Vi har været to gange afsted i Tanzania, hvor især den første del fra 2. januar 2020 til 18. marts 2020 næsten udelukkende var koncentreret om vores ophold i den lille by Kyerwa, hvor Skæring Kirke har venskabsmenighed. Her bestod vores hverdag i frivilligt arbejde på Bernard Secondary School, som har eleverne i alderen 12-21 år. Vi underviste i Matematik, Engelsk og Computer, og derudover spillede vi hver dag fodbold med elever og lærere om eftermiddagen. På anden rejse fra 1. november 2020 til 21. januar 2021 var vi på rundrejse i landet med alt lige fra Kilimanjaro, besøg i Kyerwa, Safari og oplevelser på dejlige Zanzibar.

Det hele startede med, at en lærer fra Egaa Gymnasium fortalte om Tanzania og hans kontakter, oplevelser m.m. Her blev vi alle meget grebet af idéen om at have en hverdag i Tanzania, hvor man har mulighed for at gøre en forskel og sætte sit præg på livet dernede. Vi var derefter til en hel række møder, og før vi vidste af det, sad vi på flyveren i starten af 2020 imod et eventyr, vi aldrig glemmer.

Det var en kæmpe oplevelse. Lige fra første ankomst, hvor dét at sætte fødderne i Afrika var noget helt særligt. Man havde gjort sig mange tanker forinden og ikke alle ramte lige plet. Man lærte hurtigt, hvordan det var at færdes og ikke mindst lærte man hurtigt området og miljøet godt at kende takket være hele fællesskabet dernede og ikke mindst lærerne, vi har stiftet bekendtskaber med for livet.