Er det en kirke"? - sådan har mange spurgt, første gang de så Skæring Kirke. Og spørgsmålet er forståeligt, for en kirke "ser jo ud" som Hjortshøj eller Egå eller Domkirken for den sags skyld. Og svaret er: Jo, det er en kirke. For den store mærkelige bygning ud til Skæring Hedevej blev indviet til kirke 4. søndag i advent den 18. december 1994, og siden da har der været gudstjeneste om søndagen, børn er blevet døbt, konfirmander undervist, unge er blevet gift, og vi har begravet vore døde fra kirken. Skæringboerne har taget kirken til sig som deres kirke og sammen med det nærliggende supermarked, er den blevet et sted, hvor "alle kommer".

I det ydre er Skæring Kirke en murstensbygning i røde sten, der er afstemt efter det øvrige byggeri i området. Nogle mener, at den ligner nogle byggeklodser, andre kalder den en kraftstation, hvad den på en måde jo også er! På kirkens højeste punkt – det er ikke tårnet, hvor klokken sidder, men derimod over alteret, hvor lyset vælder ned i kirkerummet – er der anbragt et kors, så ingen behøver at være i tvivl om, hvad bygningen er: Stedets kirke!

Kirkerummet er kvadratisk med firkantede søjler ud mod sideskibene langs de to vægge. Herfra fører glasdøre, der er dekoreret med papir af kunstneren Anne Vilsbøll, ind til mødelokalerne. Når dørene slås op, er der plads til yderligere 300 foruden de godt 100 på bænkene i selve kirkerummet. Det er der ikke brug for hver søndag, men nogle gange i løbet af året, er vi glade for den mulighed.

Arkitekterne Exner har i kirken leget med firkanter, trekanter og en enkelt stor cirkel, således at der fremstår et kirkerum med stramme geometriske former, vægge og loft i gråt beton og gulvet består af trekantede, polerede betonfliser i afstemte gråtoner. Også her fastholdes den stramme arkitektur, dog brudt af den trekantede form.

Kirkens udsmykning må siges at være spartansk: Væggene er beklædt med trekanter i rustfrit perforerede stålplader, som også udgør et praktisk formål: De er fyldt op med Rockwool og på den måde bliver disse trekanter en del af den akustiske løsning for rummet.

Som et symbol på en kuppel - eller stjernehimlen - er der den store lysekrone ligeledes i rustfrit stål. Den har 216 glødelamper. Da lysekronen både tjener dekorative og praktiske formål, kan belysningen reguleres i tre trin.


Alter og døbefont er af marmor fra Porsegrunn Fjell i Norge. På alteret står et lueforgyldt sølvkors med indlagte ædelstene. Arbejdet er udført af sølvsmeden Bent Exner.

En væsentlig del af dagslyset kommer ind i rummet gennem lysskakten bag alteret, hvilket på god og dekorativ måde kommer til at symbolisere "lyset fra det høje". En række vinduer placeret højt medvirker til at give et smukt og roligt lys i rummet understøttet af de lyse vægflader.

Oprindeligt var indgangen til sakristiet en "betontunnel", der gik skråt ind i kirkerummet. Arkitekterne fandt denne løsning for tung, og tunnelen blev derfor hugget ned. Herved fremkom den rå betonflade, og arkitekter og byggeudvalg blev enige om, at denne flade i sig selv var så dekorativ, at man ville lade den stå. For at dække døren til sakristiet blev der så opsat en skærm i rustfrit stål.

"Nej, hvor er den grim"! Sådan har mange sagt, når de så Skæring Kirke. Kirker, der "ser ud som de skal", kan man blot køre forbi. En "grim" kirke må man ind i for at sikre sig, at den nu også er lige så "grim" indvendig. Det er Skæring Kirke bare slet ikke. Se selv! Du er velkommen!

Mogens Granlie