Torsdag d. 9. januar 2020, kl. 19:30

DØDEN

Torsdag den 9. januar kl. 19.30-21.30

Skødstrup Sognegård

Kirkepladsen 2, 8541 Skødstrup

Ved bedemand Frederik Andersen og præst Anita Fabricius


Det er som om, vi ofte glemmer det. Glemmer det der vel i bund og grund er det eneste, vi med sikkerhed ved om vores liv: At vi skal dø. I aviserne kan man læse, at hvis du holder op med at ryge, begynder at motionere mere, bliver mere glad og positiv, så mindsker du risikoen for at dø med så og så mange procent. Det er som om, vi med sproget forsøger at skjule, at vi faktisk skal dø. Også selvom vi ikke ryger, løber adskillelige halvmarathons og aldrig har set skyggen af en depression. Carpe Diem hedder det – og så kommer sætningen, vi tit helt glemmer at få med: Memento Mori. Grib livet og husk du skal dø.


For måske kan vi i virkeligheden kvalificere vores liv, ved at huske på at vi skal dø. Ved at tale om det. Tale om hvad jeg ønsker? Hvad jeg tror? Hvad jeg håber? I Skødstrup Sognegård vil der være dækket op til gode samtaler med svære spørgsmål og interessante indgangsvinkler. Og inden aftenen er omme vil både bedemand Frederik Andersen og præst Anita Fabricius forsøge at svare på alt mellem himmel og jord.

Medvirkende
Bedemand Frederik Andersen og præst Anita Fabricius