Udgivet af Rebecca Johansen, ons d. 13. maj 2020, kl. 14:04

Sin egen lykkes smed?

Man er sin egen lykkes smed. Det er et udsagn, man vist kun kan tilslutte sig i en kortere del af livet, mens man er stærk og sund og det går én godt – eller hvis man lever i en osteklokke.  

For hvis man er sin egen lykkes smed, så er man jo også ansvarlig for alt. Ikke bare for at spise sundt og motionere nok og lade være med at ryge og drikke overdrevent. Men for alt. Så bliver man ene-ansvarlig for, om man får en god uddannelse, mister sit job, bliver syg, skilt og for, hvordan det går ens børn. Men er man selv herre over det?

Man er som barn ikke herre over hverken de gener eller opvækstbetingelser, man får. Man bestemmer ikke, om ens forældre er kærligt støttende eller fortravlede karrieremennesker eller arbejdsløse, om de er syge eller har et misbrug. Det er et vilkår, man får givet.

Man bestemmer ikke som voksen, om ens job bliver outsourced eller udflyttet, eller om ens arbejdsplads går konkurs, fordi den teknologiske udvikling har gjort virksomhedens produkter utidssvarende. Men dette vilkår kan være afgørende for, om man lykkes i sit parforhold, - hvis man da ellers er så priviligeret at være i et sådant. Og være afgørende for de opvækstvilkår, man kan give sine eventuelle børn, - hvis man da ellers har været så heldig at få sådan nogle. For det er man jo heller ikke til fulde herre over selv.

Man bestemmer ikke som vordende forældre, hvordan graviditet og fødsel forløber, selvom man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Og man er kun delvist herre over, hvordan det kommer til at gå ens børn. Man bestemmer ikke, hvilke lærere og klassekammerater de får. Om de bliver mobbet fysisk eller på de sociale medier eller om de selv mobber. Om de bliver født med handicaps eller rammes af sygdom. Om de i ungdommelig kådhed tager stoffer, der skader dem livsvarigt eller slår dem ihjel. Om de bliver udsat for en pædofil eller hævnporno. Om de bli’r slået ihjel på en teltferie af religiøse ekstremister. Eller om de eller man selv bliver ramt af en meningsløs ulykke fx på vej over Storebælt.

Der er utallige situationer, vi ikke selv er herre over. Og hvor vi føler os magtesløse. Hvad stiller man så op med sin magtesløshed? Mange søger hjælp og mening i den alternative verden. Andre går måske til psykolog, læge, på arbejdsformidlingen - eller opsøger en præst.

Nogle af de, der opsøger en præst, forstår det, der er overgået dem af dårligt i livet, som en ”straf” fra Gud, fordi de har sagt eller gjort noget bestemt. Eller undladt at sige eller gøre noget bestemt. Eller de forklarer det med, at der er noget, de skal lære. På den måde kommer det, der nu er hændt dem, til at give menig – i hvert fald, hvis man opfatter livet som en slags regnskab, der skal gå op – og Gud som den store revisor, der nidkært holder styr på ens gode og dårlige gerninger, og gi’r os løn som forskyldt.

Dén tænkning findes i den buddhistiske karmalov, der har haft held til at slå rod i danskernes tankegang i en sådan grad, at selv skolebørn kan sige: det er bare karma, hvis noget går uretfærdigt til. Men i kristendommen er der ikke denne årsags-virknings-tænkning. I Lukasevangeliet bruger Jesus en konkret ulykke, at et tårn i Siloa er styrtet ned over 18 arbejdere, som afsæt for netop at pointere, at disse arbejdere, der omkom dér ikke var større syndere end alle andre. At mene at folk har fortjent deres ulykke, er derfor ikke kun hjerteløst, men uevangelisk!

Vi får ikke løn som forskyldt. Hurra for det! For hvem kan fortjene sig til sit liv, hjertets slag og lungernes frådsen i luft, vores ozonlag, solens stråler, regnens væde og forårets komme? Det er alt sammen ren gave, som vi alle får af Gud i kærlighed - uanset hvor små eller store syndere, vi måtte være.

I kristendommen er der kun den årsags-virknings-sammenhæng, at vi, der helt uden egen fortjeneste er elsket først, skylder at elske hinanden. At være hinandens lykkes smed. Også i forhold til den næste, der ikke er så heldig tilfældigvis at være født i vores smørhul af et land. 

Kategorier Koncerter