Udgivet af Rebecca Johansen, tor d. 30. apr 2020, kl. 15:05

Life is Live

Klumme til Lokalavisen 28. april 2020 af sognepræst Karen Togsverd Hansen

Overskriften er et slogan fra Musikhuset. Og hvad det betyder, er jeg blevet meget bevidst om siden 12. marts, hvor meget af Danmark – og bl.a. også kirkerne – lukkede ned.

 

”Life is Live.” Hvad betyder det? Hvis jeg taster ind i Google Translate, lyder oversættelsen: ”Livet er levende”. Det lyder som en såkaldt pleonasme eller dobbeltkonfekt. For selvfølgeligt er livet levende. Men udtrykket ”live” dækker over det levende møde mellem mennesker. At opleve noget virkeligt – og ikke blot via en skærm. For det er der nemlig en verden til forskel på.

Musik

Det gælder i musikkens verden. Og Musikhuset vil med deres slogan overbevise os om, at vi skal købe billetter for at opleve koncerter og musicals live. For der forskel på at ”opleve” en koncert, musical eller forestilling og så at ”se” den samme koncert, musical eller forestilling i fjernsynet eller på computeren. Musikhuset vil med deres egne ord ”skabe den slags møder mellem mennesker, der bliver til minder – for dem i salen og for dem på scenen. Fordi alle sanser er inviteret, og det hele sker live og realtime og sammen”. De vil ”give stof til eftertanke, ømme lattermuskler, tårer i øjenkrogen og gåsehud over hele kroppen med oplevelser in real life. Leveret af ægte mennesker for ægte mennesker og forstærket af kemien imellem de to.”

“Life is live,” lyder Musikhusets slogan. Og det bliver aldrig det samme at se noget på en skærm og lytte til lyd fra en højtaler hjemme i stuen, hvor der også er alle mulige andre dagsordener, der fylder og distraherer.

Gudstjeneste

”Life is live.” Det gælder også for gudstjenester. Gennem de sidste uger, hvor kirkerne har været lukket, har vi i stedet forsøgt os med diverse online gudstjenester og andagter. Og det er klart bedre end ingenting. For Guds ord lyder – også via skærmen – og kan nå til menneskehjerter. Men for mig er det alligevel ikke det samme som at være til en gudstjeneste i kirken. Jeg savner kirkens rum, som stemmer mit sind til mødet med det, der er større end mig selv. Jeg savner nadveren, hvor jeg fysisk og konkret bliver rakt Guds tilgivelse. Jeg savner fællesskabet med de andre i kirken, menigheden. At synge sammen, bede sammen, være sammen. At tro, længes, håbe og tvivle sammen. Og selv om jeg har forsøgt at gøre det til gudstjeneste, når jeg sidder hjemme i stuen ved min skærm for at ”se gudstjeneste”, og jeg har tændt stearinlys og sunget med på salmerne og bedt med på Fadervor, så bliver det aldrig det samme for mig. Jeg savner, at kirken snart igen får ”krop”. Så vi fysisk kan være sammen og fejre gudstjeneste sammen.

Mødet med andre

”Life is Live.” Hvad det betyder, har jeg også erfaret i en tid, hvor jeg har set færre mennesker, end jeg plejer. Vi kan tale sammen på Skype eller i telefon, men jeg savner at være sammen med hele mennesker. Hvor kropssprog og mimik, pauser og pludselige indskydelser, kaffe og mad er en naturlig del af samværet. Jeg savner at være sammen med andre, dele liv med andre.

Derfor føler jeg også med de mange plejehjemsbeboere og hospitalsindlagte, der har været nægtet samvær med deres allernærmeste gennem de sidste uger. Hvor må det være svært, når man ikke kan have fysisk kontakt med dem, man holder af, netop der, hvor man er ekstra sårbar og har brug for dem. ”To gange om ugen kan jeg se min datter på en skærm,” fortalte en plejehjemsbeboer mig, ”men det er nu ikke det samme,” tilføjede hun. Og det forstår jeg godt – også selv om mødet på skærmen er bedre end ingenting. For livskvalitet og livsglæde hænger i høj grad sammen med vores relationer.

Undervisning

“Life is live”. Det tror jeg også, er blevet mange skoleelevers erfaring, når de nu i ugevis har modtaget virtuel undervisning via computeren. I begyndelsen oplevedes det måske som skønt og en luksus, at man kunne sove lidt længere, at man kunne sidde i sengen og modtage undervisning, og at man kunne lave dagens opgaver på det tidspunkt af dagen, man ville. Efterhånden opleves det måske mere som en sump, man synker længere og længere ned i, som er svær at komme op af igen. Det er svært at blive ved med at drive sig selv, og det at mødes med lærere og klassekammerater virtuelt er ikke det samme, som at være sammen fysisk i samme rum og interagere med hinanden.

Vi lever i mødet

”Vi lever i mødet”. Det er der en bank, som har som sit motto. ”Vi lever af mødet”, sådan lød overskriften på en klog kronik, jeg engang læste. Og begge udtryk har noget for sig. For selv om det kan være skønt at være alene fra tid til anden, så er vi også skabt til fællesskaber, og vi lever i høj grad af mødet med de andre. Mødet med virkelige, levende mennesker.

Derfor vil jeg glæde mig til en tid, hvor truslen fra Covid-19 ikke længere må holde os alle hjemme. Jeg vil glæde mig til, at vi igen kan mødes på kryds og tværs, i familier, fællesskaber, foreninger, musikhuse og kirker. Jeg vil glæde mig til, at igen at opleve jer alle ”live”.

Kategorier Koncerter